“Hello, this is Stalin. Hitler kaput!” – Gennem Pamirbjergene i Olufsens fodspor

Ole Olufson 1896Simon Rastén 2013

Juli 2013. Den gamle Lada kæmpede sig bravt udad en støvet grusvej i 4000 meters højde, mens vores chauffør pegede på de defekte telegrafmaster fra Sovjettiden og smilende råbte ”Hello, this is Stalin. Hitler kaput!”. I 1896, på præcis samme vej, red den danske opdagelsesrejsende Ole Olufsen forbi på sin store Centralasiatiske ekspedition.

Jeg befandt mig sammen med min kæreste og 5-årige datter i Pamirbjergene i det nuværende Tadsjikistan. Vi havde rejst 8-9000 km med færge, tog, bus, bil, hest og æsel gennem Sverige, Rusland, Kasakhstan og Kirgisistan. Målet var at opleve en række tidligere Sovjetstater, som jeg (indrømmet) ikke vidste meget om på forhånd. Én ting kendte jeg dog til fra mit daglige arbejde på Etnografisk Samling, nemlig de såkaldte Pamir-ekspeditioner, der for over hundrede år siden bragte en fantastisk samling hjem til Nationalmuseet.

Kort over Olufsens rejse gennem Pamir. Klik på kortet og se ruten.

Mellem 1896 og 1899 stod den danske officer Ole Olufsen i spidsen for to store ekspeditioner til de høje Pamirbjerge, der ligger i det nuværende Tadsjikistan og Afghanistan og grænser op til det vestlige Kina. Hans opgave var bl.a. at indsamle etnografiske genstande til Nationalmuseet fra en række folk, der i århundreder havde levet meget isoleret i disse uvejsomme bjergegne. På trods af udfordringer som røverbander og snestorme lykkedes det Olufsen at hjembringe omkring 700 genstande, som i dag udgør en unik samling.

Broken-lada

Pamir Highway er et ærgerligt sted at gå i stå med Ladaen. Især når man har bagsædet fyldt med får! Heldigvis kom et par stærke danskere forbi denne dag.

Meget har ændret sig siden Olufsen besøgte Pamir – bl.a. har mange års sovjetstyre og efterfølgende borgerkrig sat sit præg – men følelsen af at være langt væk er stadig den samme. De få veje kan bedst beskrives som en slags brede grusstier, der er næsten ingen elektricitet, og telefon og internet må man kigge langt efter. Landskabet har heller ikke forandret sig og en rejse gennem Pamir er fortsat en ekstrem oplevelse. Blæst, snestorm og stærk sol. Et stenet ørkenlandskab i 4-5000 meters højde omgivet af endnu højere bjergtoppe med navne som ”Pik Lenin” og ”Pik Kommunizma”. Salte søer uden liv. Og så engang imellem en grøn dal, der lyser op midt i de brune, støvede farver.

Leg-og-jurter

Leg med kirgisiske børn i Pamir. I baggrunden ses familiens jurter.

I disse grønne dale bor den sparsomme befolkning og fra oktober til maj, hvor sneen lukker vejene, er de ofte helt afskåret fra omverdenen. Af samme grund er de fleste selvforsynende, hvilket betyder at menuen mest står på brød, abrikoser, mælk, smør, yoghurt og kød.

Pamirs befolkning er som andre steder i Centralasien meget sammensat. I det østlige Pamir bor kirgiserne. Om sommeren holder de fast i nomadelivet og tager deres heste, køer, yakokser, får og geder med op til de høje græsningsarealer. Her flytter de ind i deres medbragte jurter (runde filttelte), mens de resten af året bor i huse i mindre landsbyer. I det centrale og vestlige Pamir lever forskellige grupperinger af Pamir-folk, der har deres egne sprog og lever meget adskilt fra kirgiserne. I det helt sydlige Pamir, langs med grænsen til Afghanistan, ligger Wakhan-dalen, hvor Wakhan-folkene bor. Dalen er frodig og ved hjælp af vandingskanaler dyrker de grøntsager, æbler og masser af abrikoser. Pamir- og Wakhan-folkene er ismailitter, der er en forgrening af shia islam. I stedet for moskeer mødes de i fælleshuse i landsbyerne, hvor de beder, synger og diskuterer evt. anliggender. Møderne ledes af en khalifa, og de er åbne for både mænd, kvinder og forbipasserende.

Panj-floden

Udsigt fra Wahkan-dalen over Panj-floden og Afghanistan. De høje bjerge i baggrunden ligger i Pakistan.

Olufsen beskrev fra sit ophold i Wakhan, hvordan hans hjælpere af frygt for røverbander nægtede at krydse floden Panj over til den side, hvor afghanerne boede. I dag udgør floden den stærkt bevogtede grænse mellem Afghanistan og Tadsjikistan. Den største trussel kommer fra Taleban, der er begyndt at rykke længere nordpå, og mens vi opholdt os i Wakhan var grænserne helt lukkede pga. af uro på den afghanske side. I det tadsjikiske Pamir går det dog langsomt fremad og især opførslen af et stort universitet i byen Khorog lover godt for fremtiden.

Hats

Mine egne etnografiske indsamlinger bestod af en kirgisiske ”kalpak” (filthat), en broderet hat fra landsbyen Vrang i Wakhan-dalen og en festhat fra det afghanske grænsemarked i Khorog. Derudover et sæt røde ”hair extensions”, som Olufsen også havde et par lignende med hjem af. Genstandene vil dog ikke indgå i Nationalmuseets Etnografiske Samling men derimod i min datters udklædningskasse.

Læs mere om Olufsens Pamir-ekspeditioner og hans samlinger:
Esther Fihl. Exploring Central Asia, collecting objects and writing cultures from the steppes to the high pamirs 1896-1899, København 2002.

http://natmus.dk/historisk-viden/verden/asien/centralasien/

0 Kommentarer til ““Hello, this is Stalin. Hitler kaput!” – Gennem Pamirbjergene i Olufsens fodspor ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar